En rolle, der er ny i vores organisation og meget velovervejet i forhold til fremtiden, oplyser vores direktør og indehaver af FS2, Brian Stærk Sørensen.
Som reklamebureau har vi betydelig erfaring med et for længst overstået sølvbryllup i branchen, men vi tilstræber til stadighed at udvikle os. Senest har vi kigget indad og fundet tiden passende til at ændre vores hidtil flade organisationsstruktur. Især i lyset af, at Brian også har aktiver i to andre virksomheder, der kræver hans opmærksomhed.
Med 50-årige Mette Nørgaard som ny bureauchef på FS2 afgiver Brian helt formelt en væsentlig del af sine ledelsesmæssige opgaver. Til gengæld vil han som direktør fortsat tegne virksomhedens profil, medvirke iht. fx kreativ sparring på udvalgte projekter og tage sig af sine faste kunder.
Den nye ansvarsfordeling giver rigtig god mening. Uformelt har Mette i flere år fungeret som Brians forlængede arm. Bl.a. i forbindelse med HR, nyansættelser, tidsstyring og ressourceplanlægning på bureauet samt i de indledende møder med helt nye kunder.
Derudover har Mette et omfattende overblik over udbud af medier, hun kender bureauet indefra og sætter sig med største oprigtighed i enhver kundes sted, hvorved denne altid får mest muligt ud af sine investeringer i markedsføring. Endelig vil Mette stadigvæk fungere som projektleder vedr. indrykning og produktion af biografreklamer og være bindeleddet imellem biograferne, vores sælgere og tegnestue.