Solomet? Det lyder som en stjerne i solsystemet, og det er det næsten også…

Velkommen til Mette B! 

I dag har vi fornøjelsen at byde velkommen til vore nye kollega, Mette Rumpelthiin Bligaard. Hun er en meget kompetent grafiker og har i hele seksten år arbejdet freelance under navnet, Solomet.

Er du særligt opmærksom, har du nok fanget allerede, at trykket ikke skal lægges som i komet. For selvom Mettes faglige niveau når stjernerne, har hun jordforbindelse.

Solomet har været den logiske forklaring på, at snart 45-årige Mette kørte solo. – Men da Mette i ansættelsen har fået tolv kollegaer, giver den anden sammenligning bedre mening. Og vi drysser gerne lidt mere stjernestøv i fortællingen…

Ligesom i eventyr, hvor 3-tallet ofte har magisk betydning, har vi nu tre kvinder på bureauet, som hedder Mette. (Alle er enere selvfølgelig! 😉)

Mette Rumpelthiin Bligaard, som vi af ovennævnte grunde til dagligt vil omtale som Mette B., er opvokset i Hem nær Skive.

Med sin grundlæggende nysgerrighed har hun prøvet lidt af hvert og boet forskellige steder i landet. Fx har hun i sin tid i Aarhus været medstifter af et kreativt kontorfællesskab med det potente navn, Flairbucks Royal. I dag er hun tilbage på egnen med sin mand og deres to døtre.

Mette kommer til os med et udtalt talent for grafisk design, ligesom hun har en rigtig god sprogforståelse. Et af hendes specialer er at omsætte komplekse budskaber i et afkodningsvenligt, professionelt og indbydende udtryk. I den forbindelse ses hun ligefrem som en ’komet’ blandt professorer i sundhedssektoren. Såvel herhjemme, som i udlandet.

Alt i alt har vi med Mette på bureauet virkelig fået sat et stjernegodt hold.

Mette kan fremover kontaktes på mail: mb@fs2.dk eller telefon 22683804.